Grasp 16X9 Website 1.Rul Arkitektforeningen Ny
Gå til program

Landskab, fællesskab og natur 

Kan du forestille dig en fremtid, hvor landbrug og fødevareproduktion styrker fællesskaber og beskytter biodiversiteten?  

Sæt gang i forestillingsevnen og lad drømmene få frit spil, når arkitekt Boris Brorman Jensen og filosof Anton Bech Jørgensen deler deres forestillinger og nye fortællinger om fremtidens landbrug og fødevareproduktion. 59 % af det danske landskab er opdyrket og kultiveret. Den danske natur står over for en biodiversitetskrise, der kræver mere og andet end tekniske løsninger. For selvom problemet er lige for næsen af os, har vi svært ved at forestille os en anden og mere bæredygtig fremtid. Der er brug for en social og kulturel ændring i vores tankegang, før vi ikke længere betragter naturen som en uudtømmelig ressource. Det er tid til nye fælles forestillinger for fremtiden.   

  

Du får lov at tænke stort i Arkitektforeningens forelæsning, når Boris Brorman Jensen og Anton Bech Jørgensen går i dybden med nogle af de dramaer, der udspiller sig i debatten: Tragedien om vores tabte naturressourcer, dramaet om omstillingen af landbruget, den absurde komedie om et forbrug uden konsekvenser og teknologiens løfter om en lykkelig slutning.   

  

Det handler ikke om at pege fingre, men om at turde at tænke anderledes, aktivere kunsten og lade utopierne blomstre for en fremtid, hvor dyrkning af jorden også nærer fællesskabet. Og hvor et ’vi’ inkluderer andre arter end mennesket.    

 

Præsenteres i samarbejde med Arkitektforeningen.