I dag er vores samfund under stærk forandring. Vi finder nye måder at tale om køn og globalisering på, og klima- og biodiversitetskriserne lurer i horisonten. Derfor har vi brug for nye fortællinger, der passer til og understøtter den nødvendige omstilling, vi som samfund skal gennemgå for at skabe en bedre fremtid. Her har kulturinstitutionerne et særligt ansvar og en vigtig rolle at spille. Kulturinstitutionerne har traditionelt set haft deres berettigelse som formidlere og medskabere de store fortællinger, der har udgjort samfundets sammenhængskraft og kulturelle fundament. I disse år er der brug for nye fortællinger til et samfund i forandring. Men kan kulturinstitutionerne løfte opgaven?
Det er udgangspunktet for denne paneldebat, hvor kulturordfører og Medlem af Folketinget, Zenia Stampe, direktør for Arken, Marie Nipper og teaterdirektør for Teater GROB, Sargun Oshana mødes i samtale med Martin Højland, direktør for Turning Tables Danmark.
Panelet består af:
Martin Højland, direktør og medstifter af Turning Tables Danmark
Marie Nipper, direktør ARKEN
Sargun Oshana, teaterdirektør Teater GROB
Zenia Stampe, medlem af Folketinget for Radikale Venstre