MARIE MUNK (DK)

Fredag / TALK OG INSTALLATION
Oplev værket PLACENTA, der tematiserer moderkagens smukke, intime og frastødende aspekter, og mød kunstneren bag til en debat om vores forhold til kroppen i forskellige livsfaser.
07 okt 13:30 - 14:30
Location: RofH - Lille Orange

Til GRASP vil du støde på en overdimensioneret, hyperrealistisk moderkage skabt af den danske kunstner Marie Munk. "PLACENTA" har umiddelbart et kødeligt, organisk udseende, og det syntetiske materiale, værket er lavet i, kommer først til syne, når du kommer tæt på.

I mødet med Marie Munks skulptur får fantasien frit løb. Vi ved godt, at vi står over for dødt, kunstigt materiale, men det ligner et virkeligt organ med pulserende blodkar og fugtige hinder.

Værket trækker os ind i grænselandet mellem det frastødende og dybt intime. Moderkagen giver os ilt og næringsstoffer, mens vi dannes i vores mors mave; et smukt symbol på kroppens evne til at skabe nyt liv. Samtidig rummer moderkagen et ulækkert aspekt. Den ser fremmed ud, når den udstødes fra kroppen, og efter fødslen forvandles den til et billede på den afstand og det akavede forhold, mange har til deres egen kropslige natur.

Marie Munk beskæftiger med ideen om, at mennesker er forbundet gennem deres fælles oplevelse af at have en kødelig krop i en teknologisk verden. Hun tematiserer nye former for sameksistens og inviterer beskueren ind i et interaktivt rum, hvor vi kan opleve os selv i forhold til nye kunstige og organiske livsformer.

Udover at opleve ”PLACENTA” kan du opleve Marie Munk på GRASP, hvor hun deltager i en paneldebat om vores forhold til vores kroppe i forskellige livsstadier – ung, midaldrende og gammel.

Marie Munk (f. 1988) bor og arbejder i København. Hun modtog sin MA - Mixed Media fra Royal College of Art i London i 2016. Marie Munk er en tværfaglig kunstner, der arbejder med skulptur, installation, video og performance.

Værket kan opleves hver dag under GRASP, og fredag kan du møde Marie Munk i en paneldebat med andre kunstnere og aktører, der beskæftiger sig med vores forhold til kroppen.

”PLACENTA” præsenteres i et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst, Bikubenfonden og Roskilde Festival.

www.mariemunk.dk