Pawel Czerwinski Vi5xwpbgvmy Unsplash

GRASP 2025 er skudt i gang

28.04.2025Nyhed

Vi åbner dørene på klem til et program fuld af perspektiv, nysgerrighed og fællesskab

GRASP Vidensfestival er tilbage den 25. og 26. september 2025 – og vi løfter nu sløret for de første seks programpunkter til GRASP 2025. Her kan du dykke ned i fremtidens utopier, klimaretfærdighed, sansernes rolle i vores verden og bæredygtig arkitektur, der tager udgangspunkt i både materialer og mangfoldighed. Og så åbner vi for nye måder at forestille os fremtider på – sammen.

Glæd dig til to hele dage med masser af inspiration, ideer, talks, musik, performances, kunst og samtaler, der går i dybden.

Det koster kun 100 kr. i tilmelding. GRASP er nemlig skabt i samarbejde med partnere og er en del af Roskilde Festival Gruppens almene virke.

Tilmeld dig allerede nu og læs mere om de første programpunkter her.

Forskellige Verdener

Mød den anerkendte antropolog Marisol de la Cadena, der i en central forelæsning udforsker, hvordan vi håndterer planetære udfordringer på tværs af forskellige virkeligheder og ulige levede liv - og hvordan vi kan skabe retfærdighed i den globale klimaindsats.

Synthesizing Utopias

Oplev billedkunstner Esben Holk, der tager dig med på en virtuel rejse, når utopier skabes gennem en videospilslignende digital skulptur. Gå på opdagelse i nye forestillinger om fremtiden i et værk, der fusionerer kunst og teknologi.

Når materialer bliver til selve arkitekturen

Mød Jespersen Nøtvedt, arkitekterne bag den radikale transformation af Hal 9 i Musicon, og hør, hvordan de skaber bæredygtig arkitektur, der udfordrer konventionerne for form og stil.

Fokus på sanserne

Kom til premieren på en kunstnerisk dokumentarfilm, der undersøger, hvad sanserne betyder for vores væren i verden. Oplev en tværfaglig udforskning af sansebegrebet i både mennesket og naturen, og deltag i en samtale med kunstnerne og videnskabsfolkene bag dokumentaren efter fremvisningen.

Arkitektur til flere

Oplev en tankevækkende forelæsning om universelt design og inkluderende arkitektur. Få indblik i, hvordan fremtidens bygninger og byrum kan favne menneskelig mangfoldighed – uden at gå på kompromis med æstetik og kvalitet.

Sammen om fremtiden

Tag med på en interaktiv rejse ud i fremtiderne, hvor fantasien får frit spil. Med afsæt i UNESCOs Futures Literacy udforsker vi, hvordan vi sammen kan demokratisere forestillinger om fremtiden – og skabe nye, fælles billeder af det, der kommer.