
Hvor foregår åbningstalerne, og hvornår starter lige netop den talk du glæder dig mest til? Du kan finde et samlet overblik over programmet for torsdag og fredag i vores tidsplan. Her ser du tid og sted for hver enkelt begivenhed – lige til at tjekke på mobilen.

GRASP foregår i bydelen Musicon i Roskilde. Parkeringsmuligheder i Musicon er begrænsede, så vi anbefaler at du tager toget til Roskilde station og starter dagen med en flot gåtur på ca. 15 minutter til Musicon.
Bliver du alligevel nødt til at tage bilen, kan du læse nærmere på Roskilde Kommunes hjemmeside.
Når du ankommer til Musicon, skal du tjekke ind og få dit armbånd i receptionen på RAGNAROCK, Museet for pop, rock og ungdomskultur, Rabalderstræde 16, Musicon, 4000 Roskilde.
Vi anbefaler, at du har din billet klar, digitalt som QR-kode, når du ankommer, for at mindske kø ved receptionen.
Check-In er åben fra 8.30 - 17.00 begge dage, og det vil være muligt at købe armbånd i døren, hvor der tages imod kort.
Når du har fået dit armbånd, kan du bevæge dig frit mellem de forskellige venues. Alle scener er placeret indendørs.

I GRASP-kiosken kan du købe et lille udvalg af kolde og varme drikke, samt lidt sødt. GRASP-kiosken vil være åben en time efter sidste programpunkt så du kan blive hængende og nyde en drink i godt selskab.
Der er opsat en vandpost på området, så vi opfordrer dig til at tage din egen drikkedunk med. Det er også muligt at købe vand i kiosken.

Begge dage kan du tilkøbe en lækker vegetarisk eller vegansk frokost produceret af vores lokale leverandør Kleist. For at undgå madspild opfordrer vi dig til at bestille din frokost hjemmefra via tilmeldingsflowet til GRASP.
I Musicon-området er der også mulighed for at købe frokost hos lokale madudbydere samt en bolle med ost fra det lokale bageri Gjems. Hvis du er sulten efter morgenmad, inden programmet starter, har Gjems også åbent fra morgenstunden og ligger på vejen hen til Ragnarock.

Alle scener fyldes op efter først-til-mølle-princip. Vi tager dermed forbehold for, at nogle scener og rum kan være fyldt op. Skulle dette være tilfældet, henviser vi til de mange andre spændende programpunkter. Se hele programmet til GRASP 2025.
Ved særlige behov i forbindelse med funktionsnedsættelse og handicap bedes du henvende dig til info@graspfestival.dk

Torsdag den 25. september inviterer vi til langbordsmiddag fra kl. 17:30-19:30 i samarbejde med Meyers. Glæd dig til en spiseoplevelse indrammet af billedkunstner Julie Nymanns værk Vores stæmmer er framtidsdrømme, som er installeret i den rå betonhal.
Menuen til GRASP er skabt til at dele og nyde sammen ved langbordene. Der vil være mulighed for at tilkøbe drikkevarer på aftenen.
Pris: 420 inkl. moms inkl. en drink
Tid: 17.30-19.30
Sted: Hal 7