GRASP finder sted i Roskilde-bydelen, Musicon, som ligger i et tidligere industriområde mellem Roskilde Dyrskueplads og Roskilde Station.
Der er i dag flere end 70 aktører på Musicon bestående af virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner.
I bydelen finder du danseteater, museum, kunstskole, skatehal, spisesteder, øvelokaler og mange forskellige boligformer. Karakteren i området er præget af de tidligere industribygninger og andre rustikke spor fra produktionen, som er integreret i udformningen af nye byrum og blandet med nybyggeri.
Området er hjem for kulturelle flagskibe som museet Ragnarock, teatret Aaben Dans og den årlige brugerskabte kulturfestival Rabalder, ligesom Roskilde Festivals administration udvikler og planlægger Nordens største musikfestival her.
Men det er lige så meget en bydel for alle ildsjæle og iværksættere, der har lyst til at præge udviklingen. Det kan du blandt andet opleve i handelsstrøget Containerstriben, hvor der både er musikskole, mikrobryggeri, kafferisteri, merchandisebutik og mange andre små butikker.