- Fredag 26. september
Den ikoniske Vikingeskibshal med de fem originale vikingeskibe står over for en stor forandring på grund af truslen fra stormflod. Der planlægges en ny bygning til skibene, og når de er flyttet, skal den gamle skibshal transformeres og få nyt liv.
Målet er at skabe et inspirerende og engagerende maritimt univers for børn, unge og voksne, som perspektiverer samspillet mellem menneske og natur i vores maritime kultur – fra stenalderen og frem mod fremtiden.
Der er et ønske om at skabe aktualitet og interesse for miljøhistorie ved at knytte forbindelser til nutidens miljø- og klimaudfordringer, og samtidig vise, hvordan den maritime fortid kan pege mod en håbefuld fremtid. Men hvordan griber man sådan en transformation an? Og hvordan gør man den gamle skibshal relevant for morgendagens museumsgæster?
Et dedikeret panel inviterer til en samtale, der skal inspirere, udfordre og gøre os klogere på, hvordan man kan transformere og skabe et hus fyldt med håb og handlekraft.
Deltagere
- Caroline Woergaard Gram, frivillig i Flor, en ungebevægelse, der arbejder for mere biodiversitet (en del af Danmarks Naturfredningsforening). Kurator for Roskilde Festival, uddannet marinbiolog og underviser unge og voksne på HF og børn på Øresundsmiljøskolen.
- Merete Carlson, leder af Skoletjenesten, ph.d.
- Mo Michelsen Stochholm Krag, arkitekt, underviser og forsker ved Arkitektskolen i Aarhus.
- Annika Wetterling, journalist, vært og moderator.
Sessionen præsenteres af Vikingeskibsmuseet.