15 07 2024 0098 2

Lær at dogmestrikke

LØRDAG 3. OKTOBER

Tag del i et langsomt oprør mod masseproduktion og den kommercielle garnindustri.

  • Lørdag 3. oktober

Sænk tempoet, træk vejret - og deltag i en workshop med uldkollektivet Hedestrik, hvor du kommer helt tæt på den rå uld, og lærer en ny måde at bearbejde den på.

Dogmestrik er hændernes højsang til det langsomme. Du trækker lange tråde af rå uld, mærker varmen fra lanolinen, ruller din egen garnnøgle, udtænker dit projekt – og først derefter slår du masker op og begynder at strikke.

Når vi dogmestrikker, udnyttes de ressourcer, der er til rådighed, hvor vi lever. Det er en teknik, hvor man bruger ubearbejdet rå uld uden at karte eller spinde. Det er en naturlig, bæredygtig og enkel proces, som giver et rigtig flot resultat.

På workshoppen mødes vi for at strikke uden jag, uden masseproduktion og uden at skynde os frem til en færdig sweater. Dogmestrik er et bæredygtigt alternativ til kemikaliefarvet garn, plastikgarn, garn med lang rejsetid og garn fra får, som bliver set som et masseproduceret produkt og ikke som et dyr.

Du behøver ikke at være god til at strikke for at komme til workshoppen, men det er godt at kunne strikke ret, vrang og slå masker op. Du vil få udleveret råuld men medbring gerne dine egnestrikkepinde. Alle størrelser kan bruges.

Hedestrik er et fællesskab, der arbejder med dansk råuld. De sætter fokus på al den nordiske uld, som bliver anset som et restprodukt, ved at fremme traditionelle dogmer som et alternativ til den hurtigtfremstillende garnindustri. I 2024 åbnede Hedestrik et uldkulturhus på Nørrebro i København og udgav bogen Hedestrik; Uld, håndværk og landskaber.

Sprog: Dansk

Workshoppen præsenteres af Hedestrik.