Forestillinger om i morgen (21).png

GRASP Festival er blevet Svanemærket

24.09.2026Nyhed

En målrettet indsats for en grønnere festival har nu ført til Svanemærket.

Nu er der ikke længe til, at vi slår dørene op til GRASP Festival 2026. 1. oktober går det løs. Tre dage med talks, samtaler, workshops, kunst og musik. Et af de helt store mål med GRASP Festival er at skabe bæredygtig forandring. Derfor giver det også rigtig god mening, at vi har arbejdet for, at GRASP Festival kunne blive Svanemærket, ligesom Roskilde Festival er det. Og vi kan nu med stolthed dele, at GRASP Festival efter et omfattende arbejde med at leve op til ambitiøse krav til blandt andet ressourceforbrug, affald, mad og drikke, transport og indkøb har opnået Svanemærket.

”Det er glædeligt, at GRASP Festival har opnået Svanemærket. Certificeringen vidner om en ambitiøs, målrettet og dokumenteret indsats for at mindske festivalens miljø- og klimabelastning. Og samtidig håber jeg, at det kan inspirere flere events til at gå samme grønnere vej”, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, certificeringschef i Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark.

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke og en af verdens skrappeste miljøcertificeringer.

For GRASP Festival er det nye fine mærke en vigtig milepæl i arbejdet med at udvikle og afholde en festival med et mindre miljøindtryk. Vi er stolte af resultatet og glæder os til at bygge videre på arbejdet.