Det spørgsmål stillede vi under GRASP Pop Up: Utopiske Beslutninger, hvor vi undersøgte, hvordan beslutninger truffet i dag former livet for dem, der kommer efter os. Som opfølgning på debatten har vi talt med paneldeltager Michael Birkjær – analysechef og medstifter af WELA – Wellbeing Economy Lab.
Michael Birkjær arbejder for, at trivsel og bæredygtighed bliver centrale pejlemærker for politisk og økonomisk beslutningstagning. I interviewet deler Michael sine perspektiver på FN’s nyligt vedtagne pagt for fremtiden, hvordan vi kan skabe politisk handling på tværs af generationer, og hvad det kræver at tænke værdiskabelse på nye måder.
FN har for nylig vedtaget "Pagt for fremtiden" og "Deklaration for fremtidige generationer" – Hvorfor er der behov for en pagt og hvordan kan den hjælpe med at skabe bedre vilkår for fremtidige generationer?
Grunden til behovet er, at der i langt de fleste lande ikke findes mekanismer, som sikrer at fremtidige generationers interesser er repræsenteret i de politiske beslutninger. Det er jo både fordi fremtidige generationer endnu ikke eksisterer og derfor ikke har en stemme, men der mangler også mekanismer, der kan sikre dækning af de behov, fremtidige generationer har krav på. Det er blandt andet dét, som pagten og deklarationen skal bidrage til, og den har en hel række anbefalinger til hvordan medlemsstaterne skal arbejde med repræsentation af fremtidige generationer i politikudvikling.
Mange beslutningstagere fokuserer i dag stadig primært på BNP og vækst – Hvad skal der til for at gøre trivsel til en central måleparameter?
Der skal politisk vilje til. Det er i sidste ende en politisk beslutning at anvende andre måleparametre. Men der kan sagtens lægges pres på den beslutning – blandt andet fra civilsamfundet. OECD vurderer, at omkring 70 % af deres medlemslande i dag arbejder med måleparametre, der knytter sig til trivsel og bæredygtighed. Det sker med varierende seriøsitet og succes, men det er værd at bemærke, at Danmark ikke er blandt de lande, der har taget sådanne parametre i brug. På den anden side er der lande som New Zealand og Wales, hvor disse målinger ikke blot er sekundære, men udgør en central del af, hvordan man udformer og implementerer politik samt måler dens effekt. Man er gået meget langt, og det har ændret både den politiske proces og det politiske indhold. Der er meget, vi i Danmark kan lade os inspirere af – og vi er lige nu langt bagefter.
Hvilken rolle spiller civilsamfundet og især unge i at fremme det intergenerationelle perspektiv i globale beslutningsprocesser?
Der er et stort behov for, at vi i civilsamfundet organiserer os omkring den dagsorden. Mange bekymrer sig om fremtiden og arbejder med den på forskellige måder, men det er vigtigt, at vi ikke skyder i alle retninger, men i stedet forsøger at samle os om en ambitiøs dagsorden. Det er netop den mulighed, FN-pagten og deklarationen har givet os. De unge er ikke de fremtidige generationer, sådan som FN definerer det, men ungdomsbevægelserne har en vigtig rolle og har spillet en stor rolle i FN-dagsordenen ved at rejse spørgsmålet om fremtidige generationer. De unge er vigtige som stemme for fremtidige generationer, men det er vigtigt at sige, at de ikke automatisk repræsenterer dem. Vi skal være opmærksomme på, at uanset hvem der forsøger at repræsentere de fremtidige generationer, er deres interesser ikke nødvendigvis de samme som vores.
Hvordan balancerer man hensynet til fremtidige generationer med de presserende behov, som eksisterer her og nu – fx økonomisk ulighed eller klimakrise?
Der er to aspekter i det, og det afhænger af, hvilke dagsordener og problemer vi ser på. Hvis vi ser på klimakrisen og vores alt for store forbrug, er det vigtigt ikke at betragte dem som enten-eller-problemer. Videnskaben viser, at det er muligt at reducere forbruget markant – også i udviklede lande som Danmark – samtidig med, at vi øger trivslen. Her er videnskaben klar, men det handler om processer og, hvordan vi griber det an.
I forhold til de geopolitiske udfordringer og den utryghed, der præger verden, mener jeg, at der er behov for, at vi samler os om fælles dagsordener. Vi skal investere i fællesskaber, trivsel og sammenhængskraft. Det er modpolen til den ustabilitet, vi ser i dag. Hvis vi ikke investerer, er der en stor risiko for, at vi skaber mere ustabilitet, polarisering og mistillid i samfundet.
Afhængigt af, hvilke problemer vi ser på, er der nuancer i, hvordan tingene balanceres – og det er ikke enten-eller. Det kræver en mere nuanceret tilgang for at se sammenhængene.
Hvis vi som samfund skal prioritere én konkret handling for at sikre fremtidige generationers trivsel – hvad skulle det så være?
Det, vi peger på i WELA, er, at vi begynder at måle succes på en anden måde. Det kan hjælpe os i denne ustabile tid og sørge for, at vi holder fast i sammenhængskraften og trivslen. Sammenkoblet med det skal vi ikke bare blive målt på nogle målsætninger og indikatorer. Vi skal også have institutioner og mekanismer, der sikrer, at målsætningerne bliver håndhævet. Her kan man blandt andet drage inspiration fra Wales, hvor de har en fremtidskommissær og lovgivning, der sikrer, at de nye målsætninger for trivsel bliver håndhævet. Vores klare anbefaling og opfordring er, at vi får formuleret nye mål for værdiskabelse, som går videre fra BNP, men at vi samtidig har nogle mekanismer, der sikrer håndhævelsen af dem.
***
Hvis du vil vide mere om WELA – Wellbeing Economy Lab og deres arbejde med at fremme trivsel og bæredygtighed som pejlemærker for samfundsudviklingen, kan du besøge deres hjemmeside her.
