Kan håb skabe forandring i en verden præget af kriser og usikkerhed?
Thomas Coombes er ikke ligefrem den type, man ville forvente gjorde håb til sin levevej.
»Før jeg begyndte at arbejde med håb, betragtede jeg ikke mig selv som et særligt håbefuldt menneske. Faktisk kan jeg være ret negativ og pessimistisk,« indrømmer han.
Alligevel har han som grundlægger af Hope-based Communications i årevis hjulpet aktivister, organisationer og bevægelser med at gentænke deres måde at kommunikere om nogle af verdens mest komplekse udfordringer på.
Hans udgangspunkt er en enkel, men vigtig skelnen: Håb er ikke det samme som optimisme. Optimisme handler om at forvente, at tingene nok skal gå godt. Håb begynder derimod med erkendelsen af, at verden ikke er, som den burde være. Håb er ikke et løfte om en lykkelig slutning, men en grund til at blive ved med at forsøge.
»Håb er et redskab til mørke tider,« siger han.
På GRASP Festival 2026, hvor fremtidshåb var et centralt tema, udfordrede Coombes en udbredt forestilling om, at den mest effektive måde at skabe forandring på er at vise mennesker, hvor galt det står til i verden.
Når frygten bliver en del af problemet
Thomas Coombes har brugt en stor del af sin karriere på at arbejde med menneskerettighedskommunikation, hvor det er en grundlæggende del af arbejdet at afdække uretfærdighed og sætte fokus på menneskers lidelser. Men med tiden begyndte han at stille spørgsmålstegn ved, om det konstante fokus på kriser, overgreb og trusler altid havde den ønskede effekt. Han så, hvordan frygt blev brugt til at skabe splittelse, særligt i politiske debatter om migration og menneskerettigheder, og begyndte at overveje, om de organisationer, der forsøgte at udfordre disse fortællinger, nogle gange selv var med til at forstærke de samme følelser.
Problemet var ikke, at kriserne blev overdrevet eller var uvigtige. Men at beskrive et problems omfang fik ikke nødvendigvis mennesker til at tro på, at de kunne gøre noget ved det. Når vi igen og igen bliver konfronteret med lidelse uden samtidig at få øje på en meningsfuld vej frem, kan frygt blive til magtesløshed. Og magtesløshed kan føre til, at vi mister lysten til at engagere os.
Det fik Coombes til at stille et grundlæggende spørgsmål: Hvad nu, hvis kommunikation om samfundsforandring ikke kun handlede om det, vi vil bekæmpe, men også om det, vi ønsker at skabe?
Det spørgsmål blev fundamentet for Hope-based Communications. Coombes lagde mærke til, hvor let aktivister havde ved at beskrive alt det, de kæmpede imod. De havde et rigt ordforråd til at beskrive uretfærdighed, diskrimination og ulighed, men det var ofte langt sværere at sætte ord på alternativet. Hvordan ville et mere inkluderende samfund egentlig se ud? Hvordan ville mennesker behandle hinanden anderledes? Og hvad ville forandre sig i deres hverdag?
»Det handler om at vise, hvordan tingene kunne være, ikke kun hvordan de er,« forklarer Coombes.
Tilgangen handler ikke om at opgive kritikken eller undgå de svære sandheder, men om at give mere plads til de forandringer, man ønsker, at mennesker skal tage del i. Det, der begyndte som et enkelt redskab til at ændre måden, budskaber blev formuleret på, udviklede sig gradvist til noget mere grundlæggende: At hjælpe mennesker med at sætte ord på den fremtid, de ønsker at skabe, og formidle den på måder, der kan inspirere andre til handling.
Hvad sker der, når vi lytter i stedet for at overbevise
For Coombes findes et af de tydeligste eksempler på, hvordan kommunikation kan skabe samfundsforandring, i hans hjemland Irland. Da han voksede op i 1980'erne, var landet præget af dybt konservative værdier. Skilsmisse var forbudt, adgangen til prævention var stærkt begrænset, og retten til ægteskab mellem personer af samme køn og fri abort virkede som fjerne politiske mål. Men i løbet af få årtier gennemgik Irland en markant samfundsforandring, der kulminerede med historiske folkeafstemninger om retten til ægteskab mellem personer af samme køn i 2015 og abortrettigheder i 2018.
Coombes fremhæver især kampagnen for retten til ægteskab mellem personer af samme køn, hvor aktivister tog en mere håbsbaseret tilgang til kommunikationen. I stedet for at konfrontere eller udskamme mennesker, der endnu ikke havde taget stilling, appellerede kampagnen til fælles værdier som omsorg, medfølelse og samhørighed. Gennem personlige fortællinger, blandt andet om forældre, der støttede deres LGBTQ+-børn, hjalp de mennesker med at se sig selv som en del af et mere inkluderende samfund.
En metode, der særligt optager Coombes, er deep canvassing. Her går kampagnefolk i åben dialog med mennesker og lytter til deres erfaringer frem for at forsøge at vinde en diskussion. Tanken er, at mennesker er mere tilbøjelige til at genoverveje deres holdninger, når de får plads til at reflektere over deres egne værdier og oplevelser.
Coombes fortæller, hvordan han har hørt fra mennesker, der deltog i kampagnerne, at de næsten savnede arbejdet, da det var slut. Samtalerne havde nemlig i sig selv skabt en stærkere følelse af fællesskab og samhørighed. For ham illustrerer det en vigtig pointe: Håb er ikke blot et budskab, der skal formidles til en målgruppe. Det kan også opstå gennem den måde, vi møder hinanden på.
Men hvordan kan vi skabe den samme følelse af samhørighed i digitale rum, hvor konflikt, frygt og forargelse ofte tiltrækker sig mest opmærksomhed? Coombes anerkender, at vrede, sorg og forargelse alle kan være nødvendige reaktioner på uretfærdighed. Udfordringen opstår, når de følelser bliver de eneste redskaber, vi tager i brug. Konstant forargelse kan være udmattende, og kommunikation, der udelukkende fokuserer på alt det, der er galt, risikerer at efterlade meget lidt plads til, at mennesker kan opleve de værdier, en bevægelse ønsker at fremme.
I stedet argumenterer han for et bredere følelsesmæssigt register, hvor der også er plads til beundring, generøsitet, venlighed og samhørighed. Samtidig mener han, at vi bør stille spørgsmålstegn ved de systemer, vi kommunikerer igennem. Hvis nutidens digitale platforme først og fremmest er designet til at maksimere engagement og indtjening, hvordan ville de så se ud, hvis de i stedet var skabt til at fremme empati og menneskelig kontakt?
Risikoen for at blive kaldt naiv
Der er selvfølgelig en oplagt udfordring ved denne tilgang. Kan et fokus på håb få os til at overse alvoren i de problemer, vi står over for? Og risikerer vi at forfalde til ønsketænkning i en tid, hvor verden har brug for akut handling?
Coombes anerkender, at det er en vigtig bekymring. Men han understreger, at håb er noget grundlæggende andet end at gå ud fra, at alting nok skal gå. Det handler ikke om at være sikker på at lykkes, men om at erkende, at forandring er mulig, og beslutte sig for, at den er værd at kæmpe for.
Samtidig peger han på en anden risiko, som får langt mindre opmærksomhed.
»Faren er, at vi slet ikke deler vores håb, fordi vi er bange for, at andre vil kalde os naive,« siger han.
Hvis bevægelser bliver så optagede af at fremstå realistiske, at de holder op med at beskrive den fremtid, de ønsker at skabe, risikerer de samtidig at gøre det sværere at føre den ud i livet.
Når kunst og kultur gør håbet levende
Kunstens og kulturens evne til at hjælpe mennesker med at forestille sig andre mulige fremtider var en af grundene til, at Coombes var særligt begejstret for at deltage på GRASP Festival.
Tidligere i sin karriere betragtede han i høj grad kunst og kultur som noget, der lå adskilt fra det praktiske arbejde med at kæmpe for menneskerettigheder. Medieomtale, politisk pres og afdækning af overgreb virkede som mere direkte veje til at skabe forandring. Men med tiden har hans syn ændret sig. Hvis samfundsforandring blandt andet afhænger af menneskers evne til at få øje på og tro på alternativer, er fakta og argumenter ikke nok i sig selv. Vi har også brug for fortællinger, billeder og oplevelser, der gør andre måder at leve på konkrete og nærværende.
Coombes fortæller, hvordan hans arbejde med migration i stigende grad har fået ham til at tænke på inkluderende fællesskaber, ikke kun som et politisk mål, men som noget, mennesker skal kunne opleve i praksis. Det kan for eksempel være omkring et fælles middagsbord, hvor mennesker, der har boet i et lokalområde i mange år, mødes med nytilkomne. Her kan værdier som gæstfrihed, solidaritet og samhørighed blive til noget konkret gennem et helt almindeligt møde mellem mennesker.
Disse øjeblikke kan virke små, men for Coombes peger de på noget langt større: At skabe nye ritualer og måder at være sammen på, hvor mennesker kan opleve det samfund, de ønsker at bygge.
Her ser han et stort potentiale i et tættere samarbejde mellem kunstnere og aktivister. Aktivister ved måske, hvilke politiske forandringer de ønsker at skabe, men mangler de kreative redskaber til at gøre deres visioner levende. Kunstnere kan til gengæld skabe oplevelser, der åbner for nye måder at se verden og møde hinanden på.
For Coombes handler det at bringe de to verdener sammen derfor ikke blot om at formidle en vision om forandring. Det handler om at give mennesker noget, de kan se, mærke og tage del i.
»Vi har desperat brug for flere billeder, flere fortællinger i verden,« siger han.
Om Thomas Coombes
Thomas Coombes er strateg inden for menneskerettigheder og kommunikation og grundlægger af Hope-based Communications. Han har tidligere været Head of Brand og Deputy Communications Director hos Amnesty International og har desuden arbejdet med Transparency International og Europa-Kommissionen. I dag hjælper han aktivister og organisationer over hele verden med at bruge håb, empati og historiefortælling til at inspirere til kollektiv handling og social forandring.
Læs mere om Hope-based Communications her.
