Af Signe Brink Wehl
Fællesskab, fest, fejring, frihed, leg og ritualer udfolder sig som en karnevalslignende organisme i Roskilde Festivals intense midlertidige byrum, hvor kunsten og aktivismen altid har spillet en afgørende rolle. Helt tilbage siden den første festival har de aktivistiske og kunstneriske oplevelser samlet og skabt grobund for dialog og debat. De store unikke koncertoplevelser har samlet foran Orange Scene. Kunstinstallationerne har skabt nye innovative rum. De performative indslag har overrasket og forstyrret. De sprøde poeter har skabt refleksionsrum, og de aktivistiske nedslag har været opråb i samtiden.
Deltagerne kommer med en forventning om at blive overrasket og med tillid og nysgerrighed over for at forholde sig til noget nyt og ukendt. Denne tillid og nysgerrighed etablerer et mulighedsrum for at bringe den nyskabende og eksperimenterende kunst i spil, men også for at inspirere håbefuldt og engagere i at skabe forandring.
De sidste tre år, har vi arbejdet meget bevidst med utopien som en håbefuld markør i vores kuratering og programlægning, der løfter vores blik for fremtiden og de kommende generationer. I takt med at indsigterne fra det samlede arbejde med Utopia har samlet sig, er det blevet endnu tydeligere for os, at den utopiske kunst kan udfoldes med meget forskellige virkemidler. Det håbefulde og forandringsskabende værk er ikke altid hårdtslående og konfrontatorisk i sit budskab, det kan også stille skarpt på at skabe nære og meningsfulde forbindelser.
I denne tekst præsenteres fire eksempler på samtidskunst fra Roskilde Festival 2025. De fire værker viser på forskellig vis, hvordan håb, kritik og mod til forandring er allestedsnærværende i kunsten, og hvordan kunsten kan have betydning for vores evne til at forestille os alternative fremtider.
Vi lever i en brydningstid, hvor social ulighed og kampen for en mere omsorgsfuld tilgang til vores jord er allestedsnærværende. Forandringsskabende bevægelser har sat århundreders ulighed og uretfærdighed både imellem mennesker og imellem mennesker og natur på dagsordenen. Vi taler om en mere omsorgsfuld drejning, ikke kun mellem mennesker, men også mellem mennesker og natur.
Samtidig lever vi i en verden, hvor kunstens frie plads, stemme og potentiale i verden drøftes og udfordres. Disse drejninger og kriser i tiden kræver, at vi giver plads og rum til viden, sætter grænser, viser hensyn og skaber nye perspektiver, der kan stimulere et samskabende netværk af kunstnere, samarbejdspartnere og frivillige. Kunsten evner netop at engagere os i tidens centrale dagsordener. Derfor spiller den utopiske og håbefulde kuratering af kunstværker, der kan formidle og sanseliggøre tidens vigtige temaer, en helt central rolle på festivalen.
Roskilde Festivals historiske forankring, som et barn af ungdomsoprøret, i kombination med den strategiske ambition om at være et bæredygtigt fællesskab, der bevæger mennesker, inspirerer omverdenen og gør en forskel, udgør et grundlag for måden, vi arbejder på. Programmet bliver til i en kollektiv og samskabende proces, hvor Roskilde Festivals fællesskab af frivillige og ansatte sammen sætter rammen om oplevelsen og udvikler indholdet i samspil med en række partnere på tværs af kunstneriske genrer. Kurateringen er et led i en kontinuerlig etablering af netværk, hvor Roskilde Festival skaber nye forbindelser til kunstnere, organisationer og partnere, som sammen kan belyse tidens store dagsordener.
Vi arbejder ud fra et fundament af kuratoriske principper og etiske rammer, hvor fokus er en metodisk tilgang, der på tværs af kunstarter omsætter aktivistiske, engagerende og æstetiske praksisser til programlægning og udvikling af kunstneriske projekter, som kan fostre alternative og håbefulde fremtidsvisioner.
Vores strategiske sigtelinjer er at:
- Vi vil skabe værdi, der rækker ud over os selv
- Vi vil være katalysator for unge og nye idéer
- Vi vil forstærke kunstens betydning i fællesskabet
Kunstneriske vækstlag og den tværæstetiske samskabelse er centrale områder i programlægningen og kurateringen. Ud over de centrale fokusområder har vi udviklet syv kuratoriske, guidende principper: det regenerative, det vågne og aktivistiske, det engagerende, det progressive og tværkunstneriske, det overraskende, det repræsentative og de omsorgsfulde fællesskaber.
Disse syv principper udgør sammen med de strategiske sigtelinjer og den utopiske tilgang en ramme og et fælles sprog, som er vigtigt i en bred og samskabende proces. Indsigterne fra vores arbejde med Utopia har nuanceret vores kuratoriske metode, for hvis vi skal engagere vores deltagere i en et håbefuldt i en mere bæredygtig fremtid, så er de brede og tydelige budskaber vigtige, men engagementet næres stærkest i det nære og relationelle, hvor de kan mærke, at de selv kan tage del i forandringen.
Her følger fire eksempler på kunstværker fra Roskilde Festival 2025, der på forskellig vis åbner for engagerende og utopiske tilgange – i det store brede fællesskab og i det nære og relationelle.
Julie Nymanns totalinstallation på Gloria Scenen under Roskilde Festival sætter fokus på erfaringen af at være ordblind. Foyeren var forvandlet til et knaldgrønt univers – anerkendelsens farve – i kontrast til den røde farve, der i folkeskolens ordblindetests markerer fejl. Midt i rummet stod en stor rød hånd, der presser sig ned i gulvet som et symbol på den stigmatisering, mange ordblinde oplever.
Nymann lever selv med dysleksi og undersøger i værket, hvordan kategorisering kan skabe unødvendig skam. Samtidig peger hun på de styrker, der kan opstå ved at navigere anderledes i en teksttung verden.
Installationen blev ledsaget af en korperformance og lydværket Fordelene ved at være ordblind, baseret på udsagn fra 80 dyslektikere. Værket giver stemme til erfaringer, der ofte overses – og inviterer til at gentænke vores blik på læring, sprog og forskellighed.
Sammenpressede, farvestrålende tøjballer med kasseret tøj udgør væggene på det kenyanske kunstnerkollektiv Nest Collectives installationsværk Return to Sender. Installationen er en pavillon lige ved siden af en stor merchandisebod midt på festivalpladsen. På taget af pavillonen er der installeret højttalere, der afspiller et lydspor med lyd fra et kenyansk tøjmarked.
Værket er et visuelt og materielt vidnesbyrd om de globale kredsløb af forbrug og affald. Vestens overforbrug lander i det globale syd. Nest Collective sanseliggør en skarp kritik af Vesten og beder om, at ansvaret returneres til afsenderen. Når en kritik, som her, bliver sanseliggjort med rum, lyd og levende billeder, så kan vi mærke og begribe den. Og det bliver nemmere at formidle problemstillingen om overforbrug, og mulighederne for at skabe engagement og forandring bliver større.
I 2025 skabte den britiske kunstner Jesse Darling storskala-værket The Long Way Around i landskabet ved Roskilde Festival. Værket ligner en overdimensioneret kørestolsrampe, der fører op til en platform på toppen af en bakke. Rampen gør det muligt for kørestolsbrugere og barnevogne at nå toppen, mens andre må vælge en længere vej end den direkte sti op ad bakken.
Værket ligger i det rekreative område Milen, som under Roskilde Festival fungerer som campingområde. Her fungerer rampen både som fysisk struktur og som en kunstnerisk refleksion over, hvordan forskellige kroppe bevæger sig gennem verden – og hvilke erfaringer de får med sig.
The Long Way Around er samtidig en hyldest til de fællesskaber, der opstår på Roskilde Festival, og et forsøg på at udvide dem. Med værket peger Darling på en enkel, men stærk pointe: Når vi skaber alternative ruter til fællesskabet, kan flere være med.
På Roskilde Festivals campingplads rullede en uventet parade gennem teltene: en hær af kærlighedskrigere i middelalderlige kostumer. Med brynjer, armbrøster og kæmpe hjerteballoner bevægede performerne sig gennem festivalbyen og skabte et optog, der både vakte latter, nysgerrighed og deltagelse.
Paraden, Action Man Collecting Sweethearts, er skabt af kunstneren Nikolaj Risbjerg. Her affyrer de maskuline krigere kærestebreve som papirsflyvere og falder dramatisk på knæ foran festivaldeltagere, der rammes af et brev. Publikum flokkes om optoget i håbet om selv at blive ramt og modtage en kærlighedserklæring.
Risbjerg arbejder med humor, omsorg og leg som kunstneriske greb. I en tid, hvor retten til kærlighed for mennesker af samme køn igen udfordres flere steder i verden, kan værket også læses som en stille, men tydelig kritik: en insisteren på at sprede mere kærlighed mellem alle slags mennesker.
Denne artikel er et uddrag fra Utopia – en ny udgivelse fra Roskilde Festival Gruppen, der samler tre års arbejde med unges forestillingsevne, håb og handlekraft.
Bogen undersøger, hvordan utopiske impulser opstår i fællesskaber, kunstneriske eksperimenter og hverdagspraksisser, når unge får plads til at drømme, skabe og handle sammen.
Utopia henvender sig til alle, der arbejder med unge, kultur, demokrati, bæredygtighed og forandring. Og til alle, der er optaget af, hvordan vi kan styrke vores fælles evne til at forestille os en anden fremtid.
Utopia kan købes via forlaget Økotopia.
Foto credits:
Cover foto: Luna Stage
Göksu Kunak: Mick Friis
Vores Stæmmer er Framtidsdrømme: Frida Gregersen
Nej tak til vestens overforbrug: Rasmus Kongsgaard
Den lange vej: Cathrine Catalan Flores
Kærlighedskrigerne: Isabell Zarp
