Når vi spørger unge om fremtiden, får vi sjældent de store, politiske visioner.
Til gengæld får vi spor af deres drømme, når vi følger dem igennem festivalens landskab, mellem telte, scener, køer og spontane møder mellem fremmede. Her træder nye begyndelser tydeligt frem: i øjeblikke, handlinger, små forskydninger. Noget nyt tager form, når hverdagen sættes ud af kraft i festivalbyen – her opstår en anden måde at være i verden på. Gennem krop, handling og fællesskab giver unge fremtidshåbet form – og utopierne viser sig, før de har ord for dem.
Baggrunden for vores fokus på Utopia trækker tråde tilbage til den første udgave af Roskilde Festival Gruppens vidensfestival GRASP i 2021. Her fremlagde Geoff Mulgan, Professor i Collective Intelligence, Public Policy and Social Innovation på University College London, en hård diagnose:
"Vores store institutioner svigter os", sagde han. ”Den digitale udvikling har eroderet vores kollektive forestillingsevne.” Mulgan kaldte det en imagination crisis – en kollektiv forestillingskrise.
Det betyder, at vi i dag kæmper for at forestille os, at verden kan være fundamentalt anderledes end den, vi kender. Når vi bliver bedt om at forestille os en radikalt anden fremtid, ender de fleste af os med blot at tænke i variationer af det velkendte. Siden 1970’erne er de utopiske fortællinger i film og litteratur blevet færre, mens dystopierne florerer. Forestillinger om en bedre verden er næsten forsvundet fra vores fælles mentale landskab. Men hvis vi ikke kan forestille os en anden verden – hvordan skal vi så kunne skabe den? Forestillingsevnen er som en muskel, der visner uden brug. I vores rationelle og produktivitetsfokuserede kultur har vi systematisk trænet os væk fra fantasi og visionær tænkning.
Mulgan peger dog i sin bog Another World is Possible på, at særlige steder – som store kulturevents og kunst – kan styrke forestillingsevnen, fordi de skaber små utopiske impulser. Roskilde Festival rummer derfor et særligt potentiale til at vække forestillingen om andre mulige fremtider til live.
Da vi spurgte vores unge deltagere direkte om, hvad de forbandt med ordet utopi, var begrebet for de fleste ukendt, abstrakt og nærmest utilgængeligt. Men vores undersøgelser viste også noget andet:
Konkrete handlinger, viste sig at kunne åbne forestillingsevnen. Og da vi fulgte dem gennem festivalens landskab – fra campingområderne til foran scenerne, fra køerne ved toiletterne til de spontane møder mellem fremmede – opdagede vi noget grundlæggende:
Utopierne lever – bare ikke dér, og i den form, hvor vi forventede at finde dem.
De unge viser os ikke færdige utopier, men begyndelserne på dem. De viser os, hvordan forestillinger opstår i praksis, længe før de bliver til idéer. Undersøgelsesfeltet – unges forhold til utopier og deres fremtidsdrømme – krævede en åben, eksperimenterende og nysgerrig tilgang. Vi fulgte grupper af deltagere gennem hele deres festivalophold. De svarede på daglige sms'er, tog billeder med engangskameraer og markerede på bykort, hvor de havde oplevet noget inspirerende, overraskende eller betydningsfuldt. Andre unge skrev dagbog, deltog i workshops, og vi udførte både kvalitative og kvantitative undersøgelser samt antropologisk inspireret feltarbejde og kunstneriske samarbejder. Vi observerede dem i køerne, i lejrene, ved fællesspisningerne, i de øjeblikke, hvor omsorg, humor, kaos og håb opstod spontant. Metoden var inspireret af antropologi, dybdelæring og deltagelsesdesign – en slags feltforskning i fremtidshåb, hvor vi lod de unge vise os det, vi ikke kunne have forudset.
Vi brugte deres ord, billeder, ruter gennem festivalen og sansninger som data. På Flokkr – festivalens forsamlingshus – sendte vi, i samarbejde med Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB), deltagere på fremtidsdrømmerejser. Og på Orange Scene viste vi – ligeledes i samarbejde med DGUB – film på storskærmene, der trænede forestillingsevnen gennem spørgsmål som: Hvilken fremtid ser du? Hvilken fremtid søger du? Hvordan føles verden 30 år fra nu? Hvad giver vi videre? En øvelse i radikal empati, hvor vi forestillede os, fremtidige generationers blik på vores nutid.
Ord og fortællinger fra drømmerejserne og DGUB's 2023-udgivelse Retfærdig naturbevarelse blev til smukke fremtidsvisualiseringer skabt af kunstnerduoen Baum & Lehy i værket Pantopia, som deltagerne kunne opleve på festivalen. I vores Flokkr Lab kobledes NGO-partnere og kunstnerne sammen og inspirerede hinanden. Værdifuld viden og forståelse blev høstet fra de mange engagerende formater, der udsprang heraf, hvor vi, som del af festivalens Art & Activism-program, inviterede deltagerne til refleksion, inspiration og kollektiv handling under Utopia-temaet.
Vi har haft et gennemgående samarbejde med lektor Jonas Lieberkind, som forsker i unges samfundsengagement og demokratiske deltagelse. Jonas har bidraget med at kontekstualisere den indsamlede viden til bredere forskningsdata og med at perspektivere de tendenser, der er kommet frem.
Det er denne metodiske mangfoldighed – fra sms'er, dagbøger, billeder til beretninger, analyser og fremtidsmeditationer – der har gjort det muligt at komme tæt på noget så uhåndgribeligt som unges utopiske impulser og drømme om fremtiden. Vi har fået adgang til noget, der sjældent indfanges i klassiske undersøgelser: det, der mærkes i kroppen, når man lever midlertidigt i en festivalby, hvor en anderledes verden anes i kanten af hverdagen.
Vores undersøgelse viser, at for flertallet af nutidens unge er utopien ikke en fjern drøm eller en storpolitisk vision. Den er konkret, hverdagsnær, kropslig, og den udspiller sig i fællesskabets rum. Den opstår i øjeblikket, hvor nabocampen inviterer på mad eller lunkne øl. I samtalen om klimaretfærdighed, der fortsætter nede i teltet. I forlommen ved toiletkøen. Hos unge mænd, der strikker med råuld. I tilliden, hvor man låner ting ud til fremmede. I den måde, festivalbyen bygges cirkulært. I smagen af den planterige mad lavet på overskudsingredienser.
Gennem de tre års undersøgelse, har vi set et tydeligt mønster: De unge længes særligt efter fællesskab. På festivalen finder de det, når skellet mellem dig og mig udviskes. Hvor man er "in it together" på campingområdet, og hvor hjælpsomhed og åbenhed er normen snarere end undtagelsen. Det står i skarp kontrast til den individualisering, der præger deres hverdag. "Derhjemme er det mere hver mand for sig," som en deltager formulerede det. Men i festivalens særlige rum forløses andre muligheder, hvor fællesskabet overstiger individualiteten, hvor sociale normer genforhandles, og hvor imperfektion ikke er en fejl, men en værdi.
Utopien i 2025 er ikke, hvad den var i 1968. Den er flyttet fra de store samfundsprojekter til det nære, det personlige, ja endda det intime. Ikke fordi de store visioner er ligegyldige – men fordi vejen til forandring i dag i højere grad ser ud til at begynde i det hverdagsnære.
Hvor vi søgte efter Det Store U i utopien – de visionære forestillinger om samfundets forandring – fandt vi Det Lille U. Ikke som en afsvækket version, men som en anden form for utopi: en social utopi, båret af konkrete handlinger i nuet. Ikke noget man kollektivt drømmer om, men noget man gør. Kunst og aktivisme skaber de store visionære linjer – Det Store U – gennem installationer, sceneprogrammer og fortællinger om klimaretfærdighed, fred og mangfoldige fællesskaber. Samtidig opstår Det Lille U i festivalens hverdagsliv: bioglitteren på kinderne, hjælpen til at hente en pavillon, der fløj væk, eller i et kys delt med en fremmed. Begge former for utopi er væsentlige – og på festivalen bindes de tæt sammen. Hvad betyder det i praksis?
Vores undersøgelse peger på, at hvis vi vil styrke unges engagement og håb for fremtiden, skal vi ikke kun tale om store visioner. Vi skal skabe rum, hvor de kan opleve og afprøve alternative måder at være i verden på. Hvor de kan mærke på kroppen, se med egne øjne og føle i fællesskabet, at forandring ikke bare er tænkelig, men allerede i gang.
Festivalen bliver dermed ikke kun et glimt af, hvordan verden kunne være, men en platform for at øve sig i at skabe den. Et utopisk laboratorium, hvor deltagerne ikke er passive modtagere af utopiske visioner; de er aktive medskabere af utopiske praksisser. De eksperimenterer, afprøver, fejler - og lærer. Og i den proces sker der små forskydninger, der langsomt tegner konturerne af en fremtid, der ikke bare er mulig, men på vej.
Disse hverdagsutopiske praksisser kan for mange unge være lige så forandringsskabende som traditionel aktivisme. De viser konkret, at en anderledes verden ikke kun er noget, man kan drømme om – men noget, man kan erfare. Her. Nu.
Utopia undersøgelsen er en historie om, hvordan håb genfindes. Om hvordan fællesskaber formes. Om hvordan små, nære handlinger rummer transformativt potentiale. Og om hvordan en festival kan være meget mere end musik og fest – den kan være et laboratorium for fremtiden. Det er også en historie om, hvordan vi kan træne vores kollektive forestillingsevne – og hvorfor netop det er en af vores tids mest presserende opgaver.
At arbejde med Utopia i en tid præget af kriser er ikke naivt drømmeri. For os – og mange af de kunstnere, NGO’er og aktivister, vi samarbejder med – er det en form for aktivisme og protest: en insisteren på, at mere retfærdige fremtider er mulige. Som de unge aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse skriver i Retfærdig Naturbevarelse:
Selvom det kan virke uoverskueligt, ja næsten umuligt, at ændre på den fremtid, vi går i møde, vil vi vise håbet og drømmene og mulighederne for en omsorgsfuld verden, hvor der er plads til alt levende. [...] Utopien er vores protesthandling.
Den største risiko er ikke at forandringen er umulig, men at vi opgiver forestillingen om den. Vi må holde håbet i live, ikke gennem naiv optimisme, men gennem konkrete praksisser, der viser, at en anderledes verden ikke kun er tænkelig, men på vej i de tusindvis af små og store handlinger, vi udfører sammen.
Utopien har altid været et rum for længsler, et sted, hvor vi kan afprøve idéer, som endnu ikke har fundet fodfæste i virkeligheden. I dag tager de fleste unges drømme om fremtiden, som beskrevet nye former: de er mindre højtråbende, mere kropslige, mere forankret i det nære og i fællesskaber, der giver mening her og nu. Disse nye former for fremtidshåb spejler unges længsel og kan være katalysator for fælles engagement i at skabe bæredygtig forandring.
Kara Djurhuus
Leder af filantropi & NGO partnerskaber
Roskilde Festival Gruppen
Denne artikel er et uddrag fra Utopia – en ny udgivelse fra Roskilde Festival Gruppen, der samler tre års arbejde med unges forestillingsevne, håb og handlekraft.
Bogen undersøger, hvordan utopiske impulser opstår i fællesskaber, kunstneriske eksperimenter og hverdagspraksisser, når unge får plads til at drømme, skabe og handle sammen.
Utopia henvender sig til alle, der arbejder med unge, kultur, demokrati, bæredygtighed og forandring. Og til alle, der er optaget af, hvordan vi kan styrke vores fælles evne til at forestille os en anden fremtid.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan håb kan tage form i praksis, og hvordan små handlinger kan rumme store perspektiver, er bogen en invitation til at læse med, og til selv at tage del i arbejdet med at holde fremtiden åben.
Utopia kan købes via forlaget Økotopia.
